-
Novo Nordisk er klar til at forhandle prisen på Ozempic i USA
المصدر: BDK Finans / 18 سبتمبر 2024 07:12:23 America/Chicago
Det populære diabetesmiddel Ozempic, der hovedsageligt bruges til at behandle type 2-diabetes, bliver med stor sandsynlighed en del af de lægemiddelforhandlinger, der næste år skal finde sted i USA. Sådan lyder det fra seniorvicepræsident for finans og drift i Novo Nordisks datterselskab Ulrich Otto. Forhandlingerne skal sikre, at medicinen bliver til at betale for forbrugerne. Det skriver Bloomberg. Men hvor stor en betydning det egentlig kommer til at have for forbrugeren? Og hvordan vil det påvirke Novo Nordisks indtjeningsmuligheder på produktet? Det har Berlingske spurgt Sydbanks senioranalytiker, Søren Løntoft Hansen, om. Nye forhandlinger skal starte i 2025 Novo Nordisk har meldt sig klar til at indgå forhandlinger om prisen på Ozempic – som i så fald vil træde i kraft i 2027. Det vil selskabet efter alt at dømme gøre sammen med 14 forskellige medicinalselskaber, der også tilbyder populære lægemidler. I sidste måned blev det offentliggjort, at medicingiganten allerede har været en tur i prismøllen med to andre produkter – deres hurtigvirkende insuliner Novolog og Fiasp. Det skriver Medwatch. Resultatet heraf blev en prisreduktion på 76 procent. Det kan lyde som meget, men det kommer næppe til at have den store påvirkning for hverken forbrugerne eller selskabet. »Forhandlingen, der har været for selskabets insulin, har begrænset betydning for Novo Nordisk, og jeg tvivler på, at det vil være nogen kæmpe besparelse for diabetikerne,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen. Forklaringen er, at man sammenligner listeprisen før rabatter med nettoprisen efter rabatter: »Det gør, at det udadtil ser ud som en stor besparelse, men i sidste ende ligner rabatten på insulinen meget den, som der var i forvejen.« Effekten af de kommende forhandlingerne er usikker Men nu er det altså efter alt at dømme blevet Ozempics tur til at indgå i prisforhandlinger. Spørger man Søren Løntoft Hansen, mener han, er det svært at sige, hvilken effekt forhandlingerne og en eventuel prisnedsættelse kommer til at have. »Hvordan det vil være for Ozempic, det må tiden ligesom vise,« siger han. »Det er bare vigtigt at sige, at det ikke er for alle de amerikanske diabetikere, man adresserer Ozempic-prisen. Det er for en mindre del.« Prisforhandlingerne påvirker ikke alle amerikanere, men kun dem, der er en del af særlige amerikanske sundhedsforsikringer, som forhandlingerne drejer sig om. Hele debatten om prisen på Ozempic fortsætter, når Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, på tirsdag den 24. september skal forklare selskabets prispolitik. Det kommer til at foregå i en høring i Senatet, som den amerikanske senator Bernie Sanders har taget initiativ til. https://www.berlingske.dk/virksomheder/novo-nordisk-er-klar-til-at-forhandle-prisen-paa-ozempic-i-usa